Når du bor i Sverige og har pension, der udbetales fra Danmark, bliver din pension beskattet i Danmark først. Det sker automatisk ved, at der bliver fratrukket indkomstskat af udbetalingen, inden du modtager resten af pengene. Du skal ikke betale arbejdsmarkedsbidrag af udbetalingerne.
Du har pligt til at oplyse dine identifikationsoplysninger til dit pensionsselskab, så der kan blive oprettet en forskudsopgørelse hos Skat. Det er forskudsopgørelsen, som danner grundlaget for den danske indkomstbeskatning. Så længe forskudsopgørelsen ikke er på plads, vil der blive trukket en foreløbig indkomstskat på 55% af dine månedlige udbetalinger.
Dit pensionsselskab skal indberette oplysningerne til Skattestyrelsen, som har pligt til at oplyse Sverige om den indkomst, du har modtaget fra Danmark.
Du skal oplyse din pensionsselskabet om:
- Adresse i Sverige
- Dansk skattepersonnummer (cpr-nummer)
- Personnummer i Sverige (Tax Identification Number – TIN)
Du skal som udgangspunkt også betale indkomstskat af pensionen til Sverige. Det er den 4. april 2008 , som er skilledatoen for, om du også skal betale indkomstskat af din danske pension til Sverige eller ej. Du slipper for at betale indkomstskat af pensionen til Sverige, hvis du opfylder begge følgende betingelser:
- Du boede i Sverige på ovennævnte dato og har boet i Sverige uafbrudt siden
- Du modtog pensionsudbetalinger fra Danmark eller et andet nordisk land på ovennævnte tidspunkt, og har gjort det uafbrudt siden. Det kan være egen pensionsopsparing eller offentlige pensioner.
Hvis du ikke opfylder begge disse betingelser, skal du også betale indkomstskat af din danske pension til Sverige. Du får dog reduceret den svenske skat med den skat, du har betalt til Danmark, men kun op til den skat, som du skulle have betalt af pensionen efter svenske regler. Læs mere her.
Skattestyrelsen i Danmark indberetter dine pensioner til Skatteverket, jf. ovenfor, men det er dit ansvar at påse, at alt er indberettet korrekt. Dette gælder uanset om du skal betale svensk indkomstskat af pensionen eller ej. I e-tjänsten “Mina inkomstuppgifter” kan du se de oplysninger, som Skatteverket har fået om dine danske pensioner.
I modsætning til den danske indkomstskat, som automatisk bliver trukket fra udbetalingen, sker det samme ikke vedrørende den svenske indkomstskat. Du skal derfor selv sørge for at betale den korrekte skat til Sverige i løbet af året, så du ikke får et skattesmæk.
Ovenstående regler fremgår af den nordiske skatteaftale. Du kan læse mere om reglerne på Skatteverkets hjemmeside.